Metoder og videnskabsteori
I arbejdet frem mod både SRO-opgaven og -eksamen, er en del af fokus på, at du skal overveje og reflektere over, hvordan du har arbejdet med faget, sådan at du er bevidst om, hvad du har gjort, og hvilken betydning dine valg har for din opgave.
Metodiske overvejelser og videnskabsteori
Videnskabsteoretiske overvejelser er abstrakte overvejelser om, hvordan fagene arbejder. For at de metodiske og videnskabsteoretiske overvejelser ikke bliver alt for abstrakt namedropping skal du i stedet fokusere på tre ting: 1) Hvad har du gjort? 2) Hvordan har du gjort det? 3) Hvad er konsekvensen af dit valg af metoder? 1) Hvad har du gjort? Gør dig nogle overvejelser om, hvad din opgave egentlig indeholder af faglige elementer. Hvad har du gjort i opgavens forskellige dele/på de forskellige taksonomiske niveauer? Hvilke metoder, hvilke teorier, hvilken empiri mv.? 2) Hvordan har du gjort det? Gør dig nogle overvejelser om hvilke metoder du rent faktisk har anvendt i fagene på de forskellige taksonomiske niveauer. Overvej evt. om du kan koble nogle af de videnskabsteoretiske begrebspar på dit arbejde? Har du arbejdet kvalitativt eller kvantitativt, synkront eller diakront osv. 3) Hvad er konsekvensen af dit valg af metoder? Hvad betyder dit valg af metode (fx. analysemodel, forsøgsopstilling mv) eller dit valg af teorier og begreber for din opgaves konklusioner? Hvilke muligheder/begrænsninger for dit arbejde giver dit valg af fag, metoder og faglige tilgange? Du bør altså i dit arbejde med metode og videnskabsteori være konkret i forhold til, hvad du rent faktisk har gjort i din opgave. Metoder og videnskabsteori i opgaven
Du skal i din SRO-opgave inddrage metodiske (og evt. også basale videnskabsteoretiske) overvejelser om, hvordan du har arbejdet med din opgave. Du kan vælge at gøre dette på mange forskellige måder, men et par forslag kunne være: 1) I besvarelsen af de enkelte problemstillinger Du kan ved hver af opgavens hoveddele lave et kort afsnit, hvori du præsenterer og diskuterer de anvendte metoder og basale videnskabsteoretiske overvejelser. 2) Som særskilt afsnit Du kan (oplagt inden konklusionen) lave et samlet metodeafsnit, hvori du præsenterer og diskuterer de anvendte metoder og basale videnskabsteoretiske overvejelser. |
Du kan her læse om, hvordan du kan inddrage metodiske overvejelser og basal videnskabsteori i din opgave.
Læs også |